dairy-fruit

Behov for mere data blev startskuddet til optimering af IT-system

For en af europas største producenter af økologiske smagstilsætninger til fødevareindustrien blev behovet for mere data katalysator for en optimering af virksomhedens IT-system. 

Fødevareproducenten Dairy Fruit med hovedsæde på Fyn, har mere end 900 forskellige smagstilsætninger, hvoraf mange indgår i de største brands i Norden. Den 100 mand store virksomhed havde aldrig haft et registreringssystem, der kunne samle oplysninger, fejl og uhensigtsmæssigheder i virksomhedens IT-systemer.

Udfordringen for IT-chefen Arne Nørregaard var derfor ligetil: Han skulle finde et nemt og enkelt system, der kunne implementeres uden de store tilpasninger. Derudover måtte systemet gerne kunne erhverves på lejebasis idet den tidligere Arla-ejede virksomhed stod overfor at skulle skifte til de nye tyske ejeres IT-platform.

Efter nærmere research fandt IT-chefen Pureservice-værktøjet som udbydes af IT-virksomheden VisionWillow i Hellerup.

Om begrundelsen for at valget faldt på Pureservice fortæller Arne Nørregaard:

“Systemet så ud til at være nemt at gå til og også meget enkelt i forhold til registrering og behandling af driftsmeddelelser. Hos Dairy Fruit opererer vi døgnet rundt, så det er derfor særligt vigtigt, at de medarbejdere der oplever uhensigtsmæssigheder også har mulighed for at indrapportere det til IT-afdelingen alle døgnets timer”.

Om samarbejdet med VisionWillow fortæller IT-chefen videre:

“VisionWillow sendte en dygtig konsulent over for at hjælpe med opsætning og implementering. Det tog ham kun en dag og selve integrationen til vores eksisterende miljø har fungeret upåklageligt. Nu rapporterer alle direkte ind i Pureservice og jeg har fået det forbedrede datagrundlag, som jeg havde behov for.  Jeg har nu overblik over de sager, der kommer ind fra alle dele af virksomheden mod IT-afdelingen og kan fordele opgaverne med det samme. Det er også en stor fordel at systemet er fuldt ud integreret med vores Active Directory, så det hele hænger sammen som en stor helhed”.

Om samarbejdet med Dairy Fruit fortæller adm. direktør Finn Nøhr fra VisionWillow:

“Vi har fra første dag haft en fælles mission med Dairy Fruit om at få Pureservice-værktøjet implementeret så gnidningsfrit som muligt. Tid har også været en væsentlig faktor, da dagligdagen hos Dairy Fruit skulle forstyrres mindst muligt. Vi er også glade for at kunne tilbyde vores værktøjer på lejebasis for de af vores kunder, der har behov for den fleksibilitet i en kortere eller længere periode”.

Til top